Søndag den 28. juni – Malene Lerager
Bogbinder Malene Lerager fra Co’Libri i København, gæster udstillingen »THE VOYAGE OUT« fra kl. 14-16.
I biblioteket vil Munkeruphus præsentere indbindinger af Virginia Woolfs debut roman The Voyage Out, skabt specielt af Malene Lerager til os.
Det er denne bog, hvorfra sommerudstillingens titel er lånt og herfra inspiration til nogle af udstillingens værker er hentet.
De udstillede bøger vil være brugte og nye udgaver fra forskellige årstal. Bøgerne har allerede gennemgået en rejse eller begynder måske først nu deres rejse fra læser til læser.
Malene Lerager tager udgangspunkt i omslagene og den grafik der blev brugt, da bøgerne udkom og bygger en ny indbinding til bøgerne. Samtidig vil hun gerne vise et gammelt håndværk, der – omend som lille niche – stadig lever i bedste velgående og vise nogle af de forskellige indbindingsmetoder, som er en del af hendes daglige arbejde.
Malene Lerager er uddannet håndbogbinder fra Ole Olsens Bogbinderi, Co’libri, som hun driver i dag og er udnævnt Kongelig Hofleverandør.
Særudstillingen vil vare til og med den 16. august.