Munkerup Park

MUNKERUP PARK & STRANDLAB søsættes i 2019!

I 2019 fylder kunstinstitutionen MUNKERUPHUS 30 år og husets tidligere beboer, hybrid-kunstneren Gunnar Aagaard Andersen, kunne være fyldt 100! Det fejrer vi med et ambitiøst udstillingsprogram samt med at søsætte et nyt eventyr!

2019 bliver startskuddet og første anledning til at afprøve nye former for kunstneriske oplevelser i en ubenyttet skov- og kyststrækning, hvortil der er direkte adgang fra MUNKERUPHUS. Strandparken ejes af Gribskov Kommune, der sammen med MUNKERUPHUS og lokale ildsjæle vil løfte visionen om at skabe et udendørs udstillings- og produktionslaboratorium med oplevelser og læringsforløb i krydsfeltet mellem kunst og natur.

Under titlen MUNKERUP PARK vil vi i løbet af foråret og sommeren 2019 realisere en række kreative workshops og kunstværker tilrettelagt gennem samarbejder på tværs af kunstnere, naturformidlere, arkitekter og lokale aktører. Derudover vil et event- og formidlingsprogram gennem talks, performances og film belyse baggrunden for og perspektivere projektet i forhold til aktuelle tendenser indenfor kunst, natur og læring.

Munkeruphus har med glæde modtaget støtte fra en række fonde til at realisere projektet.
Tak til Marie og Victor Haagen Müller for støtte til konceptudvikling og strategi
Tak til Nordea-fonden for støtte til at realisere MUNKERUP STRAND LAB
Tak til Knud Højgaards Fond og Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum for støtte til realisering af kunstværker og aktiviteter til MUNKERUP PARK.
Og endelig en stor tak til Gribskov Kommune for støtte og samarbejde omkring MUNKERUP PARK.

Vi glæder os til at skabe unikke oplevelser i krydsfeltet mellem kunst, natur og læring!

Læs mere om visionerne for MUNKERUP PARK 
Læs om aktiviteter og kunstværker i 2019 i MUNKERUP PARK

Dokumentationsfoto fra Marika Seidlers performancevandring og workshopforløb VoksskoV