Munkeruphus i dag

Munkeruphus – kunst, natur og læring

Munkeruphus er et udstillingssted for samtidskunst i en fredet bygning beliggende i naturskønne omgivelser og ud til havet i Nordsjælland. Munkeruphus har de seneste år haft et dedikeret fokus på sammenflette kunst, natur og læring.

Munkeruphus er Gribskov Kommunes eneste professionelle kunstinstitution for samtidskunst, og ser det derfor som en af sine vigtigste opgave at formidle oplevelser og indsigt i kunstens verden for almenheden og alle aldre.

Med afsæt i husets historie som tidligere kunstnerhjem for hybridkunstneren Gunnar Aagaard Andersen samt stedets varierende og rige natur med både have, park og strand er kunstinstitutionens virke fordelt på to ben:

Dels en kunsthal der producerer og formidler skiftende udstillinger med kunst, arkitektur og design af såvel unge talenter som mere etablerede kunstnere fra ind- og udland, der arbejder på tværs af kunstarterne og med samme eksperimenterende tilgang som Aagaard Andersen.

Dels et udendørs oplevelses- og læringsrum i den tilstødende Munkerup Park i form af et kunst- og naturlaboratorium for børn og unge, hvor lokale skoleelever inddrages i kreative undervisningsforløb og arbejder sammen med professionelle kunstnere og naturvejledere.

Programmet for udstillingssted og udeskole suppleres med offentlige arrangementer i form af foredrag, artist talks, omvisninger, performances, workshops, debatter, filmvisninger m.m. som henvender sig til forskellige målgrupper og ofte realiseres i samarbejde med andre kultur-og natur-aktører.

Fra 1958 til 1982 var Munkeruphus arbejdssted og hjem for den anerkendte kunstner Gunnar Aagaard Andersen (1919-1982). I anledning af Munkeruphus’ 100 års jubilæum i 2016 er der indrettet et permanent rum på Munkeruphus, der formidler Gunnar Aagaard Andersens spændende alsidige virke. Læs mere om Gunnar Aagaard Andersen her

Siden 1989 har Munkeruphus fungeret som en selvejende institution, der i forlængelse af husets særlige historie, ånd og virke, viser skiftende udstillinger. Den fredede træbygning huser også en mindre butik og en hyggelig café med udsigt til vandet, og i den omkringliggende park er der via Dronningekløften adgang til stranden.

Munkeruphus set fra slugten