Mette Winckelmann / FLAGS OF FREEDOM / 28.08. – 31.10.2021

Installationsbillede fra Mette Winckelmanns soloudstilling Flags of Freedom på Munkeruphus. Foto: David Stjernholm
Installationsbillede fra Mette Winckelmanns soloudstilling Flags of Freedom på Munkeruphus. Foto: David Stjernholm
Installationsbillede fra Mette Winckelmanns soloudstilling Flags of Freedom på Munkeruphus. Foto: David Stjernholm
Installationsbillede fra Mette Winckelmanns soloudstilling Flags of Freedom på Munkeruphus. Foto: David Stjernholm
Udstillingsplakat til udstillingen FLAGS OF FREEDOM

Udstilling

Titel Flags of Freedom
Dato 28.08. – 31.10.2021

Beskrivelse

Munkeruphus er glade for at kunne præsentere soloudstillingen Flags of Freedom af den danske billedkunstner Mette Winckelmann (f. 1971). Udstillingen er et resultat af et ambitiøst udstillingssamarbejde mellem Munkeruphus og Le Bicolore, Danmarkshuset i Paris.

Udstillingen er en slags dialog eller stafet, der præsenterer eksisterende og nye værker af kunstneren, hvoraf flere skabes eller transformeres til de to udstillingssteders forskellige kontekster. Rejsen starter i Paris, hvor udstillingen blev vist tidligere i år, og hvor den anerkendte franske kurator Jérôme Sans udvalgte værker med et vist aktivistisk indhold, hvilket har været en gennemgående men underspillet tråd i Winckelmanns værker gennem alle årene.

Paris var også starten på en central udvikling for Gunnar Aagaard Andersen (1919-1982), cross-over-kunstneren som efter sine år i Paris boede og arbejdede på Munkeruphus. Netop Aagaard Andersen har været og er fortsat stor inspiration for Winckelmanns praksis, hvorfor hun har ønsket, at udstillingen rejser videre til Munkeruphus for her at transformeres på ny.

På udstillingen vil Winckelmanns mange referencer til det konkrete abstrakte maleri og geometriske delingsprincipper, som også Aagaard Andersen brugte, komme i spil i en totalinstallation på tværs af medier og materialer, hvor værker fra Paris indbygges, ombygges og går i dialog med nye værker skabt på og til stedet.

Den besøgende vil allerede på gårdspladsen møde en række nye flag-værker, som er viderebearbejdelser af de værker, der hen over sommeren introducerede udstillingen på Les Champs-Élysées i Paris. Nu er flagene blevet skilt ad for at blive syet sammen på nye måder som del af udstillingen på Munkeruphus, hvor de kan opleves både ude og inde.

Det at være i en proces er en af udstillingens grundpiller. At bearbejde, at producere og at forandre et materiale er i fokus, og Winckelmann forsøger ikke at skjule den kunstneriske proces, der ligger til grund for værkerne. Tværtimod gør hun tilblivelsesprocessen transparent ved at bevare sporene efter den. I udstillingen på Munkeruphus inviterer Winckelmann samtidig publikum til at interagere med den, idet hun inddrager husets udstillingsrum som aktive værksteder, hvor det på udvalgte dage vil være muligt at opleve arbejdsperformances.

Udstillingen er en praktisering af emner som frihed og diversitet, der i et kunstnerisk råderum både forholder sig til og sprænger genrer og kategorier.

Udstilling og publikation er realiseret med støtte fra Statens Kunstfond, Beckett-Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Ny Carlsberg Fondet, Grosserer L.F. Foghts Fond og Munkeruphus’ Kunstvenner. Tak til alle udstillingens støttegivere og sponsor Kvadrat. Tak til Le Bicolore, Danmarkshuset i Paris, som udstillingen er lavet i samarbejde med. Tak til Milena Høegsberg som er redaktør på publikationen, Anni’s for design samt Jérôme Sans og Julia Bryan-Wilson for tekstbidrag. En særlig tak til Mette Winckelmann for samarbejdet omkring udstillingen.

Mette Winckelmann (f. 1971) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2003 og har bl.a. udstillet på Moderna Museet, Malmø og Sorø Kunstmuseum, Aros, Nosbaum & Reading Art Contemporain, Luxembourg, samt lavet udsmykninger i det offentlige rum til bl.a. Viborg Kunsthal. Winckelmann er desuden repræsenteret på Statens Museum for Kunst i København og repræsenteret i Vitamin P, New Perspectives in Painting (Phaidon, okt. 2016). Hun var i 2013 blandt de nominerede til den prestigefyldte Carnegie Art Award og modtog i 2019 Statens kunstfonds 3-årige arbejdslegat.