Udstilling
Beskrivelse
IVAN SCHLECHTER 100 ÅR
En hyldest til møbelhåndværket!
Søndag d. 4. marts mistede Danmark en af sine bedste møbel-håndværkere blot få uger forinden han kunne være fyldt 100 år.
Møbelpolstrer Ivan Schlechter var den håndværksmæssige mester bag en række af de allerførste møbelklassikere, som han skabte sammen med arkitekter som Mogens Koch, Jørgen Gammelgaard, Poul Kjærholm, Hans J. Wegner og Aagaard Andersen. Blot for at nævne et par stykker.
Som hyldest til Ivan og håndværket viser Munkeruphus i foråret 2018 en mindre udstilling i caféen med et udvalg af Ivan Schlechters møbler i flettet kærnelæder, herunder bl.a. den legendariske ståstol fra 1980, som Schlechter lavede i samarbejde med Gunnar Aagaard Andersen (1919-1982).
Ivan Schlechter og Gunnar Aagaard Andersen udviklede en række teknisk udfordrende prototyper og fandt sammen løsninger på håndværksmæssige detaljer i Aagaard Andersens møbeldesign. Ivan Schlechter boede desuden på Munkeruphus i en årrække.
Udstillingen viser også en række portrætter af den 99-årige Ivan Schlechter taget af fotografen Martin Bubandt. Fotografierne gengiver Ivan i sit elskede værksted i Gilleleje, hvor han indtil for nyligt arbejdede med læder og polster hver dag indtil kl. 12.
Tak Ivan – for en livslang og enestående indsats for dansk møbelhåndværk.
Udstillingen er blevet til i samarbejde med Svend Svendsen, fotograf Martin Bubandt og design-journalist Aase Holm og er realiseret med bidrag fra flere af Schlechters tidligere samarbejdspartnere; Fritz Hansen, Thomas Kjærholm, Poul Kjærholm ApS, Mogens Koch, PP Møbler, Døssing & Partners, Skindhuset, Restaurant Gl. Mønt samt Svend Repp Jensen Eftf. Tak til alle bidragsydere.