Husets arkitektur og historie
For over 100 år siden blev Munkeruphus opført som landsted for civilingeniør Frederik Raaschou og hans familie. Huset, der blev tegnet af arkitekterne Terkel Hjejle og Niels Rosenkjær i 1916, var usædvanligt for sin tid. Inspireret af nye arkitektoniske strømninger, som havde nået Danmark via Arts and Crafts-bevægelsen i England og Colonial Style i USA, skulle bygningen signalere landlig og afslappet livsstil.
I maj 1987 blev Munkeruphus fredet som et af de fineste og mest gennemførte eksempler på den byggestil, som opstod i perioden omkring første verdenskrig. De særlige kendetegn er enkelhed i formen, simple materialer, gennemført proportionering samt et forbilledligt samspil med stedets omgivelser – herunder adgangen og udsigten til vandet gennem Dronningekløften i parken.