Aktiviteter 2021

PROGRAM FOR MUNKERUP PARK 2021

I samarbejde med Gribskov Kommune, som ejer Munkerup Strandpark ved siden af Munkeruphus, kan vi igen i 2021 invitere hundredvis af lokale skolebørn til kreative forløb i naturen i kunst-udeskole med professionelle kunstnere samt til at benytte parken som udendørs klasseværelse til skolernes egen undervisning i kunst, natur, bevægelse og andre fag.

Det er tredje år, at Munkeruphus benytter området til et udendørs kunst- og naturlaboratorium, der bidrager til at flere børn møder kunsten og kommer mere ud i naturen. Det er vores oplevelse og flere års erfaring, at kombinationen kunst og natur er et særligt effektivt læringsredskab til at skærpe børnenes opmærksomhed og kreativitet samt skabe stærkere bånd og større fællesskab på tværs af børnene og på tværs af generationer.

Takket være støtte fra Friluftsrådet kan Munkeruphus i år tilbyde besøgende klasser at benytte området på nye måder, da der er indkøbt grej og udstyr til udendørs aktiviteter, som kan udlånes til lokale skoler, der frit kan benytte parken og vores spektakulære shelter og bålsted. For mere info og aftale kontakt venligst Kristine Nørgaard Andersen på mail: ka@munkeruphus.dk

FORÅRET 2021

Jeppe Hein og ART 2030: Breathe with Me

Vi starter sæson 2021 med én lang kollektiv udånding i form af det internationale kunstværk Breathe with Me, der er skabt af kunstneren Jeppe Hein og ART 2030. Det verdensomspændende projekt startede i 2019 til FN’s klimatopmøde i New York, hvor statsledere, klima-aktivister, børn og voksne blev inviteret til at male deres eget åndedræt – et blåt penselstrøg for hver udånding. Kunstprojektet har siden turneret verden over med et aktuelt budskab om, at vi alle er forbundne via vores åndedræt, og at alt liv på jorden starter med en indånding og slutter med en udånding.

Vi er stolte af, at dette højst aktuelle værk i år vil kunne opleves på Munkeruphus, hvor vi over 5 uger i foråret inviterer hundredvis af lokale skoleelever til en hel dag i vores udeskole med kreative, meditative og naturvidenskabelige øvelser, der handler om vores egen og klodens vejrtrækning. Hele sommeren får Munkeruphus’ gæster også mulighed for at opleve og deltage i værket i haven, når vi hver søndag kl. 14 giver introduktion til værket.

Vi er dybt rørt over alle de skoler, der har takket ja tak til at tage imod undervisning i vores udendørs klasselokale, der nu står smukt udsmykket med 750 blå vertikale streger, der repræsenterer alle elevernes udåndinger ovre i Munkerup Park. Længe leve ‘Breathe with Me’ og elevernes blå udåndningsbrøl på væggene i klasselokalet i Munkerup Park

Læs mere om Jeppe Hein og ART 2030s Breathe with Me:

www.breathewithme.world
www.jeppehein.net
www.art2030.org

EFTERÅRET 2021

FOD FLUGT – en performance-vandring og workshop om mennesker og sten i bevægelse v. Seidlers SENSORIUM

Munkeruphus’ kunst-udeskole vil til efteråret igen kunne invitere lokale skoleelever på en sanselig rejse igennem deres eget lokalområdes natur og historie i forestillingen og workshoppen Fod Flugt med performance-gruppen Seidlers SENSORIUM, naturvejledere og øjenvidneberetninger. Der udbydes også billetter til en række offentlige Fod Flugt-forestillinger, som alle interesserede kan booke sig ind på.

Første realisering af det ambitiøse kunstprojekt fandt sted i september og oktober 2020, hvor 250 elever og lærere fra to lokale skoler (8 stk. klasser fra 5.-8. klassetrin) deltog i både forestilling og workshop. Forestillingen blev også tilbudt andre interesserede, der blev inviteret via annoncering på sociale medier og i pressen, således at forestillingen blev oplevet af et publikum på yderligere 200 gæster i vidt forskellige aldersgrupper.

I projektet FOD FLUGT arbejder elever fra Alme og Gilbjergskolen sammen i grupper om temaet. Foto: Seidlers SENSORIUM

Foto: Seidlers SENSORIUM

Performeren Betina Birkjær spiller lokal fisker i performance-vandringen FOD FLUGT og underviser elever fra Alme Skole og Gilbjergskolen i workshoppen af samme navn. Foto: Seidlers SENSERIUM

Foto: Seidlers SENSORIUM

En overlevet jødisk flygtning, Tove Udsholdt

Performance-øvelse

Læs om Seidlers SENSORIUM