Mellemværender

SKULPTURI GÆSTER MUNKERUPHUS

Værker af Eva Steen Christensen, Heine Kjærgaard Klausen, Veo Friis Jespersen, Jørgen Carlo Larsen, Karin Lorentzen, Tina Maria Nielsen, Rikke Ravn Sørensen og Mikael Thejll.

21. september – 30. november 2014

Det var med stor glæde og nysgerrighed, at Munkeruphus i efteråret viste udstillingen MELLEMVÆRENDER med værker af de otte anerkendte billedhuggere Eva Steen Christensen, Heine Kjærgaard Klausen, Veo Friis Jespersen, Jørgen Carlo Larsen, Karin Lorentzen, Tina Maria Nielsen, Rikke Ravn Sørensen og Mikael Thejll. Tilsammen udgør de kunstnersamarbejdet SKULPTURI, der siden 2007 har arrangeret ikke mindre end over 40 udstillinger med egne og andre billedhuggeres værker, og hermed har markeret sig som en markant institution for skulpturmediets mange muligheder og udtryk.

Munkeruphus har inviteret SKULPTURI til at befolke Gunnar Aagaard Andersens gamle atelier og bolig med diverse skulpturelle objekter, der viser bredden af de enkelte medlemmers forskellige arbejdsmetoder og materialer, men som samtidig manifesterer gruppens fælles insisteren på hele tiden at udfordre og gentænke skulpturbegrebet. Ligesom den enkelte skulptur i sig selv agerer et møde eller et aktionsfelt, man som beskuer går i samtale med, så er de enkelte medlemmer i SKULPTURI ikke kun til i sig selv og for sig selv. De går rundt om skulpturen sammen. Går i dialog og sætter benspænd for hinanden.

Det afspejler sig også i måden, hvorpå de udvælger og udstiller deres værker. Til udstillingen på Munkeruphus, der præsenterede både nye og ældre værker, fik kunstnerne ikke hver sit rum at udstille i, ikke lige meget plads og lige mange værker med. Men værkerne blev sammenstillet, iscenesat og krydsbestøvet så de blev skulpturelle situationer, der talte med hinanden og med rummet der omgav dem. Hermed udviskedes skulpturen som isoleret objekt og stabil værkkategori, og en udvidet skulpturel praksis tegnede sig som noget uafsluttet, der altid står i forhold til noget andet.

SKULPTURIs fælles behandling af samtidsskulpturen som et uafklaret mellemværende samt deres konstant eksperimenterende tilgang til materialet og skulpturbegrebet ligger i klar forlængelse af Gunnar Aagaard Andersens tidligere praksis på stedet. Munkeruphus var arnested for det kunstneriske eksperiment, og blev det således igen da SKULPTURI flyttede ind og fyldte huset med skulpturelle frembringelser og situationer, som ikke rigtig lod sig definere og kategorisere, men som flakkede mellem at være uafsluttede undersøgelser og færdige værker, og som hermed generøst tilbød sig som en række mellemværender til rådighed for de besøgende.