Single Blog Title

This is a single blog caption
26 marts 2021

SÆSONSTART og lancering af årsprogram 2021

 

Munkeruphus åbner 1. maj med ambitiøst udstillingsprogram, vejrtrækningsøvelser og udeskole

Det lysner forude! Med regeringens seneste udmelding kan vi endelig snart åbne dørene igen på Munkeruphus. Hele det danske samfund står overfor en gradvis genåbning, men også et væsentligt spørgsmål: Vender vi tilbage til verden, som vi kender den, eller vil vi lade os inspirere af alt det, vi har lært under coronakrisen til at bygge en bedre verden, end den vi kom fra?

Kommende sæson på Munkeruphus sætter fokus på kunstens evne til at tænke nyt og bidrage med byggesten til nye verdensbilleder. Det er en stor glæde at kunne præsentere årets program for udstillinger og udeskole, der leverer næring og tankegods til vores fordøjelsesapparat efter et år med corona, hvor vi ikke alene har holdt afstand, men også holdt vejret.

Træk vejret med Jeppe Hein og ART 2030: Breathe with Me
Vi starter sæsonen med én lang kollektiv udånding i form af det internationale kunstværk Breathe with Me, der er skabt af kunstneren Jeppe Hein og ART 2030. Det verdensomspændende projekt startede i 2019 til FN’s klimatopmøde i New York, hvor statsledere, klimaaktivister, børn og voksne blev inviteret til at male deres eget åndedræt – et blåt vertikalt penselstrøg for hver udånding. Kunstprojektet har siden turneret verden over med et aktuelt budskab om, at vi alle er forbundne via vores åndedræt, og at alt liv på Jorden starter med en indånding og slutter med en udånding.

Vi er stolte af, at dette højst aktuelle værk i år vil kunne opleves på Munkeruphus, hvor vi over 5 uger i foråret inviterer hundredvis af lokale skoleelever til en hel dag i vores udeskole med kreative, meditative og naturvidenskabelige øvelser, der handler om vores egen og klodens vejrtrækning. Hele sommeren får Munkeruphus’ gæster også mulighed for at opleve og deltage i værket i haven, når vi hver søndag kl. 14 giver introduktion til værket. Læs mere om Breathe with Me, Jeppe Hein og ART 2030 her

Unik udstilling om Bjørn Nørgaards arkitektur
Vi er også stolte af 1. maj at kunne åbne en ganske særlig arkitekturudstilling, der for første gang sætter fokus på den anerkendte kunstner Bjørn Nørgaards arkitektoniske arbejder. Mange kender Bjørn Nørgaard for hans opsigtsvækkende hesteofring, imponerende gobeliner og sarkofag til Dronningen, men færre kender hans mange arbejder og aktioner inden for bygningskunsten, som har været en gennemgående og central del af kunstnerens interesse og virke.

Udstillingen Huse er den mest udbredte form for monumenter viser modeller, skitser, film og fotos fra nogle af Bjørn Nørgaards mange favntag med arkitekturen. Bl.a. hans performative foredrag om arkitektur, hans deltagelse i sociale bo- og byggeaktioner i 1960’erne og 70’erne, byggeworkshop med 500 skolebørn i 1981, bygningsintegrerede udsmykningsopgaver og endelig eksempler på nogle af kunstnerens realiserede byggeprojekter, herunder den prisbelønnede boligbebyggelse Bispebjerg Bakke.

Udstillingen vises fra 1. maj til 14. august og ledsages af offentlige begivenheder som arkitektur-ture, omvisninger og samtaler med kunstneren, der tilsammen vil danne afsæt for en debat og dialog om arkitekturens rolle i dag og nye måder at bo, bygge og leve sammen på. Læs mere om udstillingen her og i vores næstkommende nyhedsbrev.

Flags of Freedom af Mette Winckelmann
Endelig åbner vi d. 28. august soloudstillingen Flags of Freedom af den danske billedkunstner Mette Winckelmann, der indtager hus og have med hybride værker på tværs af materialer og metoder, og som sammenfletter maleri, tekstil, tryk og rumlige installationer på overraskende måder. Udstillingen er en hyldest til yderst aktuelle emner som frihed og diversitet samt til et kunstnerisk råderum, der sprænger genrer og kategorier.

Udstillingen realiseres i samarbejde med Le Bicolore, Det Danske Hus i Paris, hvor kunstneren udstiller fra april til juni. Flere værker fra udstillingen i Paris rejser herefter videre til Munkeruphus, hvor de transformeres og går i dialog med nye værker skabt til og på Munkeruphus. På udstillingen vil man bl.a. kunne opleve en række nye tekstile værker, som er viderebearbejdelser af flag fra udstillingen i Paris, der syes sammen på nye måder i Munkeruphus’ hall, der til lejligheden omdannes til en arbejdende systue.

Der produceres et bogværk og en ny film om Mette Winckelmann i anledning af udstillingerne på Le Bicolore og Munkeruphus, som er muliggjort med støtte fra Statens Kunstfond, Ny Carlsbergfondet og Beckett-Fonden. Udstillingen vil kunne opleves på Munkeruphus frem til d. 31. oktober. Læs mere her

Fod Flugt-forestillinger og udeskoleforløb v. Seidlers SENSORIUM
Munkeruphus’ kunst-udeskole vil til efteråret igen kunne invitere lokale skoleelever på en sanselig rejse igennem deres eget lokalområdes natur og historie i forestillingen og workshoppen Fod Flugt med performancegruppen Seidlers SENSORIUM, naturvejledere og øjenvidneberetninger.

Der udbydes også billetter til en række offentlige Fod Flugt-forestillinger, som alle interesserede kan booke sig ind på. Nærmere info og datoer offentliggøres i august. Læs om Fod Flugt her

Eventprogram og aktiviteter i april og maj
Igen i år vil der være omvisning i de aktuelle udstillinger hver søndag kl. 14, ligesom Munkeruphus vil være vært for et væld af indendørs og udendørs arrangementer sæsonen igennem i form af oplæg, debatter, artist talks, film, middage, workshops mm. Arrangementerne annonceres løbende og tilpasses gældende restriktioner og retningslinjer, så alt kan foregå forsvarligt og trygt.

Allerede i april vil huset summe af liv og aktivitet igen, når vi klargør hus og have til en ny sæson med hjælp fra Munkeruphus’ uundværlige frivillige, og når vi d. 15. april igen inviterer til affaldsindsamling i naturen rundt om Munkeruphus som del af Danmarks Naturfredningforenings landsdækkende kampagne. Tilmeld dig og læs mere her

Vi ser frem til at kunne åbne vores hyggelige café d. 6. maj, hvor vores gæster igen i år vil kunne nyde Cilles hjemmebagte kager, god kaffe og lette frokostretter fra Staerfeldt Gastronomi. Men allerede fra 1. maj kan vi tilbyde kage og kaffe to go, som kan nydes i haven eller tages med på stranden.

Vi glæder os meget til at dele kunsten, huset og vores naturskønne beliggenhed med jer igen.
Vel mødt og på snarligt gensyn!

Støttegivere og samarbejdspartnere
Udstillingsprogram 2021 realiseres med støtte fra Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond, Beckett-Fonden, Frimodt-Heineke Fonden, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond, Kirsten og Frits Frederiksens Fond og Munkeruphus’ Kunstvenner. En stor tak til Gribskov Kommune for at støtte driften af Munkeruphus, til vores trofaste sponsorer entreprenørfirmaet Nordkysten A/S og Staerfeldt Gastronomi samt til vores samarbejdspartnere Gribskov Kommune, KØS – Museum for kunst i det offentlige rum, ART 2030, Le Bicolore, Gilbjergskolen og Alme Skole.

Kreditering billedcollage
Billede øverst til venstre: Breathe with Me in Central Park, New York, September 2019. Breathe with Me is an Art Project for the World by Jeppe Hein and ART 2030. Photography by Jan Strempel © Jeppe Hein. Courtesy of Studio Jeppe Hein and ART 2030. Øverst til højre: Bjørn Nørgaard åbner sæsonen på Munkeruphus med udstilling om hans arkitektoniske arbejder. Foto udlånt af Bjørn Nørgaard. Nedest til venstre: Mette Winckelmann udstiller på Munkeruphus til efteråret. Foto © Anne Mie Dreves.