WORKSHOP FOR SKOLER / Bi(o)diversitet / 23.-24. maj
LEG OG LÆR MED BIERNE I WORKSHOPPEN BI(O)DIVERSITET V. MUNKERUPHUS’ NATURVEJLEDER NANNA BUGGE
“Så!” “Nu er den flot og fri for ukrudt igen”, sagde manden med græsslåmaskinen og kiggede ud over den store, nyklippede græsplæne. Men bierne syntes noget andet…
Hver gang manden slog sin plæne, måtte de flyve længere væk for at finde deres blomster, som slet ikke var ukrudt, men gode, livsvigtige venner!
Vi skal undersøge de blomster og planter, som findes rundt om Munkeruphus og lære dem at kende på nært hold. Med botaniske briller skal vi møde dem, som nye venner, vi endnu ikke kender. Vi skal finde ud af hvad de hedder, lære at skelne dem fra hinanden, forstå hvem de er i familie med og hvordan de er helt deres egne – fuldstændigt ligesom os.
Vi skal snakke om bestøvning og blomsternes fantastiske samspil med bierne, så vi kan forstå den cyklus, der får det hele til at køre rundt.
Til sidst samler vi det hele i den store bi-stafet! Her skal eleverne, som en flok ægte arbejderbier, hjælpes ad med at samle nektar til bidronningen, mens de udfører deres livsvigtige bi-job som bestøvere.
Workshoppen er Munkeruphus’ tilbud til 3.-4.-klasser under Grøn Uge i Gribskov Kommune. Tilmelding af klasser skal ske via GRØN UGE
Workshoppen er også optakt til sommerens store udstilling SUPERORGANISME – en bihistorie. Læs mere om udstillingen her.