Sommerens gæstebud no.4 – Niels Stokholm og Thorshøjgaard /UDSOLGT
Der er desværre udsolgt til dette arrangement, men pga. stor interesse overvejer vi at gentage aftenen senere på året. Hvis man ønsker at blive skrevet op til dette, så send en mail til lk@munkeruphus.dk
Den 83-årige biodynamiske bonde Niels Stokholm er en af mest idealistiske landmænd i bondelandet Danmark. På Thorshøjgaard ved Dronningmølle lever han i harmoni med naturen og driver sammen med sin kone, Rita, et bæredygtigt landbrug, der leverer råvarer til nogle af landets bedste restauranter.
For Niels Stokholm er gården og dyrene ikke noget, der begrænser sig til hans levetid. Han har visioner for fremtidige generationer og ønsker, at den jord, han efterlader, også skal være frugtbar til glæde for mennesker i de næste tusinde år.
Hør Niels Stokholm fortælle om sit særlige forhold til jorden, dyrene og planterne, hvorefter vi sammen nyder et godt måltid mad med kød og grøntsager fra Thorshøjgaard tilberedt af gæstekok Sysser Dalsborg. Mulighed for vegansk udgave af middagen ved henvendelse til Munkeruphus.
Efter middagen vil der være mulighed for at se den prisbelønnede dokumentarfilm ”Så meget godt i vente”, hvor instruktør Phie Ambo følger Niels imens han plejer sine dyr og dyrker sine marker i samarbejde med universet – samtidig med han kæmper en kamp mod myndighedernes kontrollanter.
Arrangementet starter kl. 18 med oplæg og spisning. Filmvisning kl. 21 (tag tæppe med).
Pris: 245 kr. for oplæg og mad. Drikkevarer tilkøbes.
BEMÆRK at såvel gæstebud, middag og filmvisning foregår udenfor i det danske sommervejr.
Så tag varmt tøj med eller på. Vi rykker kun indenfor, hvis det regner.
Der er begrænset antal pladser, så tilmelding er nødvendig via Billetto