Single Blog Title

This is a single blog caption
30 august 2026

Hørvævsmuseet på Munkeruphus Søndag d. 30. august kl. 11.00 – 17.00

Den helt forunderlige plante hør var uundværlig for de tekstiler, der blev brugt før i tiden – ikke bare i Norden, men også i andre dele af verden – og den har et stort potentiale som tekstilplante for fremtiden. Derfor vil vi gerne fejre hør som materiale, og har inviteret Hørvævsmuseet, som hele søndagen flytter ind på Munkeruphus.

Her kan vores gæster møde frivillige fra det arbejdende museum, og prøve at bearbejde spindehør. Vi skal bryde, skætte og hegle hørren, så vi til sidst står med de lange, bløde spindefibre i hænderne. Det er også muligt at se, hvordan man kan spinde hør på en rok.

Hørvævsmuseet ligger på Krengerup Gods ved Glamsbjerg på Fyn. Det er et arbejdende museum, drevet af frivillige, og kernen i museets formidling er tekstilhistorie. Museets samling er bygget op omkring maskinvæve, som stammer fra Tommerup Hørfabrik og Tommerup Væveri, der havde deres storhedstid fra 1918-1960. På museet dyrker de spindehør, som de bruger i udstillinger og til demonstration af den manuelle forarbejdning fra strå til tråd. På museet kan man desuden opleve flere skiftende udstillinger gennem sæsonen fra maj til september, skabt af kunstnere, håndværkere og designere.

Du kan læse mere om museet på deres hjemmeside: Hørvævsmuseet – det arbejdende museum

Det er gratis at deltage efter betalt entré.

Sted: Munkeruphus, Munkerup strandvej 78
Dag: Søndag d. 30. august
Tid: kl. 11.00 – 17.00