Boglancering, SFÆRISK – Kirsten Klein 80 år
Boglancering, SFÆRISK – Kirsten Klein 80 år.
27. august fra kl. 15 – 17
Det er med stor glæde, at vi endelig kan præsentere bogen SFÆRISK – Kirsten Klein 80 år, skabt på baggrund af den anmelderroste udstilling med Kirsten Klein, der i efteråret kunne opleves på Munkeruphus og det seneste halve år har været vist på Holstebro Kunstmuseum.
Med afsæt i Kirsten Kleins mindre kendte motiver nuancerer bogen billedet af hende som naturromantiker. Kurator Line Kjær og Anders Gaardboe Jensen folder Kleins liv og fotografiske univers ud kunsthistorisk, mens Rune Gade bidrager fototeoretisk om hulkamerafotografierne. Cia Rinne og Emmy Laura Pérez Fjalland bidrager litterært med personlige tekster, der fletter Kleins landskaber sammen med egne erindringer. Resultatet er et flerstemmigt portræt, båret af et omfattende fotografisk materiale. Bogens rigt illustrede 240 sider er layoutet af Finn Wergel Dahlgren, Spine Studio. Den er trykt og produceret af Narayana Press og udgivet på Holstebro Kunstmuseums Forlag. Bogen er redigeret af Line Kjær og Anders Gaardboe Jensen.
Mød kunstneren og få bogen til særpris
Kirsten Klein vil være til stede under arrangementet, så I har chancen for at møde kunstneren bag de dragende fotografiske værker.
Deltagere ved begivenheden kan desuden erhverve sig bogen til en særlig fordelagtig pris: 299 kr.
(normalpris: 399 kr. / 319 kr. for medlemmer af Munkeruphus Kunstvenner).
Kom kl. 15 til et glas bobler – alle er velkomne og tilmelding er ikke nødvendig
Tidspunkt 27. august 2026 kl. 15.00 – 17.00
Sted Munkeruphus
