
Udstilling
Beskrivelse
Regitze Engelsborg Karlsen
I min praksis zoomer jeg helt ind på materialerne: sand, grus, sten, jord og mudder, og bearbejder dem på nye måder gennem skulptur, installation, tekst, foto og performance. På den måde rejser jorden sig i mine værker, den får krop – for jorden er både et materiale, et sted, der binder os sammen og vores fælles krop.
Gennem skulpturelle former, der spænder fra draperede, næsten antikke kropsformer til eroderede landskabslignende formationer, forsøger jeg at skabe åbninger til at forstå verden på en ny måde.
Jeg fortæller og udvikler nye historier om landskabet, hvor jeg giver plads til det ukendte og fortvivlelsen. Jeg ser en forvirring over verden afspejlet i mine værker, en søgen efter en stemme for forandring. Jeg undersøger, hvordan jeg kan skabe nye og bedre forbindelser til jorden, og udfordre de fortællinger, der har bidraget til at vi har mistet den forbindelse, den respekt for jorden og det levende omkring os.
Foto: Jenny Sundby