HOWDY PARTNER – en udstilling af Karin Lind og Peter Holm

Karin Lind, Periferi, 2016, bearbejdede træsko.
Peter Holm, Rundkørsel nr. 1, fra Mårum imod Græsted, Gilleleje, Valby og Helsinge, 2017. Foto: Torben Petersen.
Karin Lind, Jakobsstige, 2017. Installation med indskudt loft-plateau af gulvbrædder og lister i Douglas-fyr. 2017. Foto: Torben Petersen.
Peter Holm, Græsted suiten, 2017. Foto: Torben Petersen.
Peter Holm, Unfolded Paintings, 2015. Serie objekter i lakeret Mdf. Fotograf: Erling Lykke Jeppesen.

Udstilling

Dato 11. marts - 5. juni 2017

Beskrivelse

HOWDY PARTNER er første udstilling i en ny profil for Munkeruphus, der med afsæt i stedets unikke historie som hjem og arbejdsplads for hybridkunstneren Gunnar Aagaard Andersen, fremover vil vise udstillinger, der forholder sig undersøgende til krydsfeltet mellem kunst, arkitektur og design, eller som på anden vis trækker linier mellem denne normbrydende kunstner og kunstens udvidet felt i dag.

Munkeruphus har inviteret kunstnerparret Karin Lind og Peter Holm, der gennem de seneste år har omdannet en tidligere fabrik ikke langt fra Munkeruphus til deres hjem og arbejdsplads samt udstillingsstedet TEKSAS, til at indtage Aagaard Andersens gamle atelier på Munkeruphus i en længevarende periode. 

På den måde skabes nogle andre vilkår for at producere og installere en udstilling end normalt, herunder muligheden for at arbejde med bygningen som helhed, men også det benspænd, det indebærer for de to kunstnere – der har kurateret og faciliteret et utal af udstillinger sammen – men som aldrig har skabt eller udstillet værker bare de to alene.

Udstillingens hilsende titel HOWDY PARTNER referer dels til den udfordring, som Lind og Holm har givet hinanden ved for første gang at skulle skabe en arbejdsproces og udstilling sammen. Dels er det en hilsen til Gunnar Aagaard Andersen, som de altid begge har været meget inspireret af, samt til Munkeruphus, som har inviteret “naboen” TEKSAS indenfor.

HOWDY PARTNER omdanner hele Munkeruphus’ førstesal til en totalinstallation med både ældre og nye, separate og sammenflettede værker af de to kunstnere, der forholder sig til stedet ud fra hver deres praksis som henholdsvis maler og billedhugger. Hovedparten af værkerne er skabt til eller på stedet og også de udendørs arealer inddrages som udstillingsrum.

Udstillingen er realiseret med støtte fra Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Munkeruphus’ Kunstvenner og er sponsoreret af Dinesen.

Udstillingen kan opleves torsdag-søndag kl. 12-17 frem til og med d. 5. juni 2017. 

Læs pressemeddelelse for udstillingen her
Se arrangementer i forbindelse med udstillingen her

Karin Lind (f. 1969) har i en årrække udforsket skulpturens væsen igennem foto, tegning og store arkitektoniske interventioner, hvor hendes analyse af rum og menneske danner nye veje for aflæsning af skulpturens væsen. Karin Lind er en flittig udstiller i ind- og udland og har senest markeret sig med en markant soloudstilling på Kunstmuseet Brundlund Slot. 

Peter Holm (f. 1960) arbejder med maleriet i en udvidet form, hvor der ikke skeles til faggrænser. Maleriets grund-substanser trækkes frem og bruges i et kompakt formsprog. Peter Holm har i de senere år markeret sig med soloudstillinger i udlandet på markante udstillingssteder i bl.a. Japan og Australien.