Ann Linn Palm Hansen / FOR DET MESTE / 19.08. – 22.10.2023

Udstilling

Beskrivelse

FOR DET MESTE
– soloudstilling af kunstner og forfatter Ann Linn Palm Hansen

FOR DET MESTE er en omfattende udstilling med kunstværker af Ann Linn Palm Hansen. Værkerne, der er skabt over en årrække, viser forskellige sider af kunstnerens virke i forskellige materialer og med forskellige teknikker. Fælles for udstillingens værker er Ann Linn Palm Hansens intense beskæftigelse med forholdet mellem farve og form. Det sker i en systematisk undersøgelse på baggrund af et studie af matematiske strukturer og farveteori.

Hun er inspireret af såvel Fibonacci som farveteoretikere som Goethe og Johannes Ittens og andre Bauhaus-lærere, og hendes resultater kan ses i forlængelse af ikke mindst Wassily Kandinsky, der også udfoldede sig inden for både maleri og teori. Men Ann Linn Palm Hansen har sit eget ståsted, hun er nået frem til egne fascinerende muligheder gennem selve den kunstneriske udforskning. En bedrift, som Munkeruphus’ tidligere beboer, hybridkunstneren Gunnar Aagaard Andersen (1919-1982), ville have hilst velkommen, såvel i omfang som i udtryk.

Karakteristisk for Ann Linn Palm Hansens arbejde er, at hendes erfaringer fra tegninger og akvareller kan oversættes til andre medier og andre materialer, hvilket udstillingen giver nye og originale eksempler på.

Udstillingen viser en kunstner, der længe har arbejdet med sine udtryksformer og så at sige har tænkt sig om, men nok så vigtigt for beskueren er resultaternes sanselige værkkarakter, billederne som billeder, der bliver en måde at se og tænke på igennem form, farve og materialitet. Der videregives nogle helt grundlæggende erfaringer med verden og synet af verden, dybest set vores placering i ’perceptionens rige’. Det er tankevækkende og en rig oplevelse at besøge Ann Linn Palm Hansens univers.

Ann Linn Palm Hansen (f. 1984). Billedkunstner og forfatter. Bor og arbejder på Tåsinge. Uddannet som designer fra Designskolen i Kolding og Design Academy Eindhoven.Har senest udstillet på Copenhagen Contemporary og Skiteshandlen Faaborg(2021) og Vestjyllands Kunstpavillon (2022). Har udgivet romanen Igennem landskaber (2021) på Asger Schnacks Forlag og kunstnerbogen (SHAPE,
COLOR) RISO I (2019).

Udstillingen er kurateret i samarbejde mellem Therese Maria Gram og Ann Linn Palm Hansen.

FOR DET MESTE er generøst støttet af: Augustinus Fonden, Grosserer L. F. Foghts Fond, Knud Højgaards Fond, Det Obelske Familiefond, Beckett-fonden, Statens Kunstfond og Munkeruphus’ Kunstvenner.