Single Blog Title

This is a single blog caption
12 juni 2022

OCEAN LETTERS / Vi fejrer verdenshavene med en unik litteraturkoncert / 12. juni kl. 15

Der venter en ganske unik tværkunstnerisk oplevelse for både kunst-, litteratur- og musikelskere, når udstillingsstedet Munkeruphus inviterer til den udendørs litteraturkoncert OCEAN LETTERS søndag d. 12. juni kl. 15.

Det er første gang, at OCEAN LETTERS opføres i Danmark og litteraturkoncerten er samtidig en snigpremiere på musiker og komponist Hannah Schneiders kommende plade af samme navn, hvor hun skriver sig ind i forfatter Siri Ranva Hjelm Jacobsens prisbelønnede bog HAVBREVENE. Det er blevet til en samling sjælfulde sange, som lydmæssigt strækker sig fra det akustiske over i det elektroniske og indfanger lytteren med sin musikalske fortælling.

Sangene fra pladen opføres på Munkeruphus til en helt særlig koncert, hvor forfatter Siri Ranva Hjelm Jacobsens oplæsning af passager fra bogen blander sig med musikken i en stemningsfuld og omsluttende oplevelse, som finder sted med udsigt til havet i haven ved Munkeruphus.

OCEAN LETTERS opføres i forbindelse med Munkeruphus’ aktuelle udstilling om havet, TALES of the SEVEN SEAS, hvor illustrationer og uddrag fra HAVBREVENE indgår sammen med andre værker om havets mange fortællinger og skabninger. I bogens smukke univers ses vor tids klimaforandringer fra verdenshavenes perspektiv og tidshorisont.

Oplæsningskoncerten på Munkeruphus er samtidig en markering af FN’s Verdenshavenes Dag, som markeres d. 8. juni hvert år for at sætte fokus på klodens vigtigste økosystem og dets tilstand.

Litteraturkoncerten d. 12. juni starter kl. 15.00, varer cirka 60 minutter, er gratis efter betalt entré til Munkeruphus og kræver ingen tilmelding. Der er således også mulighed for at opleve udstillingen enten inden eller efter koncerten, eller man kan nyde lækker frokost, kaffe og kage i caféen, der følger husets åbningstider kl. 12-17.

På samme dag for koncerten er der kl. 13 og kl. 14 også mulighed for at få en rundvisning i udstillingen ved Munkeruphus’ kunstneriske leder Line Kjær. Omvisningen er ligeledes gratis efter betalt entré og kræver heller ingen tilmelding.

Udstillingen og det tilhørende eventprogram er realiseret med støtte fra Ny Carlsbergfondet, Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond og Munkeruphus’ Kunstvenner.

Siri Ranva Hjelm Jacobsen (f. 1980)
Siri er skønlitterær oversætter og kritiker. I sit forfatterskab sætter hun national identitet, kultur og menneskets forhold til naturen (og vice versa) i scene. Hun debuterede i 2016 med romanen Ø, som tematiserer migrant-identitet som et stadig mere gængs vilkår i den globale verden. Bogen blev i 2017 udvalgt til at repræsentere Danmark ved den internationale First Novel Festival i Budapest. I 2018 udgav hun i samarbejde med billedkunstner Dorte Naomi bogen Havbrevene, en brevveksling mellem de to søstre Atlanterhavet og Middelhavet, som i 2019 blev tildelt den internationale pris MARetica. I forfatterens seneste roman Dafnesyndromet fra 2021 forbindes en original og poetisk fortolkning af Dafne-myten med to af vor tids vigtigste emner: forholdet mellem mennesker og natur og den manglende ligestilling.

Hannah Schneider (f. 1982)
Sanger og komponist Hannah Schneider skaber melankolsk og filmisk alternativ pop, skabt med en fascination af elektroniske lydlandskaber og et sikkert øre for stærke melodier. Hannah har udgivet fire anmelderroste soloplader (Sony Music), har turneret over hele Europa og USA, og har gennem sin karriere etableret sig som en af de stærke stemmer i Danmark. Hendes musik har desuden været brugt flittigt på film, tv og på landets største teaterscener. Hannah udgør den ene halvdel af den elektroniske duo AyOwA samt af performanceduoen Philip|Schneider. Sidstnævnte skaber forførende rumlige kompositioner, der engagerer krop, ører og sind, og som med udgangspunkt i stemmen udforsker grænserne mellem musikkens og kunstens verden.