Single Blog Title

This is a single blog caption
27 februar 2017

Ny Carlsbergfondet indkøber lysværk til Munkeruphus

I anledning af Munkeruphus’ 100 års fødselsdag i 2016 har Ny Carlsbergfondet indkøbt Gun Gordillos store lysskulptur PLAN ALBEA til fremover at skulle pryde pladsen foran Munkeruphus.

I november-december 2016 viste Munkeruphus solo-udstillingen in WHITE, hvor nye og ældre værker af den svenske kunstner Gun Gordillo blev installeret i Gunnar Aagaard Andersens gamle atelier samt i den tidligere havestue, der nu er indrettet som GAaA-rum. Som en del af udstillingen blev Gordillo’s store udendørs lys-skulptur PLAN ALBEA opstillet på pladsen foran Munkeruphus.

Gun Gordillo var Gunnar Aagaard Andersens første elev på Kunstakademiet, da han tiltrådte som Professor i 1972 og Gordillo blev efterfølgende en god ven af familien og hyppig gæst på Munkeruphus. Derfor er vi utrolig glade for, at netop dette værk er indkøbt til en permanent placering på Munkeruphus.

Værket PLAN ALBEA består af glasplader og neonrør i forskellige nuancer og transparenser, der er i et konstant samspil, og som skaber et kalejdoskopisk rum af lys og spejlinger. Om dagen – alt afhængig vejrets og dagslysets karakter – spejler glaspladerne naturens scene og de forbipasserende – og grænsen mellem værk og omgivelser udviskes. Om aftenen skaber skulpturen sit eget kraftfulde rum af hvidt lys i forskellige nuancer og temperaturer – som en insisterende kontrast til natten og mørket.

Stor tak til Ny Carlsbergfondet for at tro på Munkeruphus og til Gun Gordillo for at have skabt et så smukt vartegn til Munkeruphus.