MUNKERUPHUS VIL STYRKE DEN BÆREDYGTIGE OMSTILLING I KUNSTVERDENEN

Munkeruphus
Hybridkunstner Gunnar Aagaard Andersen boede og arbejdede på Munkeruphus fra 1958 til 1982. Det er hans eksperimenterende og nysgerrige tilgang til kunsten, kunsthallen - og nu også Laboratoriet - bygger videre på . Foto: Mobilia
Mette Bak-Andersen er direktør og kunstnerisk leder af Munkeruphus. Hun er uddannet designer i Barcelona og har en Ph.d. i bæredygtigt design og materialer fra Det Kongelige Akademi. Fotograf: Christian Stæhr

Udstilling

Beskrivelse

Med Laboratoriet for bæredygtig kunst vil Munkeruphus hjælpe kunstnere med at integrere forskningsbaserede kriterier for bæredygtighed i deres kunstneriske praksis og styrke en bæredygtig omstilling i kunstverdenen.

Kunsthallen Munkeruphus vil, foruden sit virke som udstillingssted, i fremtiden også være et laboratorium for bæredygtig kunst. Med særlig fokus på billed- og scenekunst, design og kunsthåndværk skal Laboratoriet være med til at skabe en gennemgribende bæredygtig omstilling i de kunstneriske fag. Vi vil skubbe til hvad det vil sige at skabe bæredygtig kunst og udstillinger og dele den viden. Vi vil undersøge, hvordan de naturvidenskabelige forskningsbaserede kriterier for bæredygtighed kan integreres i kunsten i vores udstillinger, fremstillinger og forestillinger.

Baggrund

Fra 1958 til 1982 var Munkeruphus hjem og arbejdssted for hybrid-kunstneren Gunnar Aagaard Andersen. Han omdannede stedet til ét stort laboratorium og arbejdsfællesskab på tværs af kunstarterne. Det er Gunnar Aagaard Andersens eksperimenterede og nysgerrige tilgang til kunsten og naturen, som kunsthallen – og nu også laboratoriet – bygger videre på. Kunsthallen har eksisteret i 36 år og har igennem de senere år opbygget en stærk kunstfaglig profil med fokus på at sammenflette kunst og natur i både udstillinger, forestillinger, udviklingsprojekter og læringsforløb for børn

Problemstilling

Munkeruphus har gennem de sidste år gjort sig bemærket med udstillinger, der berører vigtige emner for den grønne omstilling. Munkeruphus har haft de samme udfordringer som andre kunstinstitutioner, der laver udstillinger og forestillinger med fokus på bæredygtighed. Den udfordring er, at selvom mange kunstnere og kunstinstitutioner forholdsvis hurtigt kan omstille sig til at arbejde med bæredygtighed konceptuelt og tematisk, så følger den fysiske materielle del ikke automatisk med.

Vi ser gang på gang udstillinger og forestillinger, der berører et emne eller har et budskab, der er relevant for en bæredygtig fremtid, men hvor selve værket, produktet, scenografien, kostumerne eller udstillingsdesignet ikke er bæredygtigt.

Hvorfor er det svært?

Mange kunstnere mangler teoretisk viden om bæredygtighed, de mangler viden om materialer og bliver overrumplede af at omstillingen til en bæredygtig praksis ofte kræver, at de ændrer deres kunstneriske proces. Det er altså ikke nok bare at fortælle, hvilke kriterier et værk, en udstilling eller en forestilling skal leve op til for at være bæredygtig, for kunstnerne har sjældent den konkrete viden eller erfaring, der skal til for at de kan implementere kriterierne i deres arbejde.

Hvad gør laboratoriet?

Kompleksiteten betyder, at kunstinstitutioner, som Munkeruphus, ikke bare kan stille krav om bæredygtighed til de udøvende uden at hjælpe med rådgivning og undervisning. I laboratoriet har vi etableret en ekspertgruppe, der sammen med Munkeruphus’ direktør, skal stå for at undervise, rådgive og hjælpe kunstnerne i processen med fremstillingen af nye produktioner, værker og i selve udstillingsdesignet. Laboratoriet er altså ikke et separat projekt, men en integreret del af Munkeruphus og en grundlæggende ændring i den måde, vi fungerer på som kunstinstitution.

I laboratoriet har vi en unik faglig viden om bæredygtig omstilling indenfor de kunstneriske fag, samt adgang til et stort netværk af forskere og specialister indenfor bæredygtighed. Munkeruphus’ direktør, Mette Bak-Andersen, som står i spidsen for laboratoriet, har arbejdet med bæredygtighed de sidste 17 år. Hun har en Ph.d. i bæredygtigt design og materialer, og har undervist i bæredygtig omstilling i de kunstneriske fag, blandt andet på Scenekunstskolen, Det Kongelige Akademi og på IAAC (Institute of Advanced Architecture i Barcelona).

For at få så stor viden om, hvad der sker når kunstnerne ændrer deres praksis, tilknyttes der fra efterår 2025 en gruppe på 20 udøvende kunstnere i et to-årigt forløb. Kunstnerne repræsenterer et bredt tværfagligt felt og kommer fra design, kunsthåndværk, billed- og scenekunst. De mødes løbende og bliver en vigtig del af laboratoriet, hvor de modtager rådgivning og undervisning.

Erfaringerne fra forløbet deles undervejs og efterfølgende gennem en stor udstilling i 2027, samt ved seminar, workshops, foredrag mv. Intentionen herefter er at etablere skiftende kunstnergrupper, som en permanent del af laboratoriet og Munkeruphus.

Status efterår 2025

Udvikling af laboratoriet er støttet af Bikubenfonden og den første kunstnergruppe er støttet af Statens Kunstfond, udvalget for Design og Kunsthåndværk. Vores formidlingsprogram til børn og unge ’Med kunsten ud i naturen’ er knyttet til laboratoriet og støttet af Nordea-fonden i 2025 og 2026. Første del startede i april 2025. Laboratoriet har allerede formaliseret samarbejde med DTU Sustain, Teknologisk Institut og forskellige eksperter i biodiversitet. Laboratoriets arbejde og resultater er ikke kun relevante for Munkeruphus, men for mange andre kunstnere og kunstinstitutioner. Derfor etableres i løbet af sommeren 2025 et netværk af partnere med fokus på vidensdeling.

Fremtiden

Bæredygtighed er et forskningsfelt, der konstant er i udvikling, og hvor der stadig er mange ubesvarede spørgsmål. Det vil tage flere år før en reel omstilling er fuldt realiseret – også inden for kunst og kultur. Derfor arbejder vi i laboratoriet med en lang tidshorisont. Vi ønsker at laboratoriet er en del af Munkeruphus, så længe det er relevant. I sin natur er et laboratorie et sted, hvor man ikke kender svarene på det man undersøger. Derfor er det heller ikke muligt at fremlægge en færdig plan for laboratoriets udvikling, som rækker længere frem end de enkelte igangværende projekter, men vores mål er at så mange som muligt får glæde af den viden og erfaringer der kommer ud af laboratoriets arbejde.

Spørgsmål om laboratoriet rettes til direktør og kunstnerisk leder Mette Bak-Andersen på mail mb@munkeruphus.dk