GRØNT GÆSTEBUD: Fællesmiddag + foredrag med Mette Bak-Andersen
Af natur er det kommet…
Tag med Munkeruphus’ designer-in-residence Mette Bak-Andersen på en vandring ind i nordiske materialer, rundt i den natur, der omgiver og har bygget Munkeruphus og slut aftenen af med langbordsmiddag med udsigt til skov og hav.
Alt der omgiver os er lavet af materialer. Materialer som uden undtagelse oprindeligt er kommet fra naturligt eksisterende ressourcer. Alligevel er det nok de færreste, der synes de er i naturen, når de sidder i stuen derhjemme eller på kontoret. Arkitekter, designere, kunstnere mfl. er alle med til at genskabe den verden, der omgiver os, men vi forholder os primært til materialer ud fra funktion og æstetik.
Mød designeren Mette Bak-Andersen, der har en PhD i Sustainable Design and Materials, der vejleder internationale designskoler og firmaer i bæredygtigt design, og som pt. arbejder med at kortlægge og formidle viden om nordiske biomaterialer, hvis formål er at få designere (og andre genskabere af den fysiske verden) til at arbejde med lokale biomaterialer og få dem til at forstå sammenhængen mellem det, de skaber og den omgivende lokale natur.
Hør hendes bud på, hvordan vi genskaber sammenhængen mellem den natur, vi er del af og de materialer, vi bruger indenfor kunst, arkitektur og design.
Arrangementet starter kl. 17.30 med en times walk & talk rundt i Munkeruphus’ have og omgivende natur.
Efter foredraget samles vi om langborde til fællesmiddag, som bliver tilberedt af Munkeruphus’ nye kok Charlotte Nowak.
Hele arrangementet inkl. fællesmiddag varer 2-3 timer fra kl. 17.30 til 20.30
Fællesmiddagen er vegetarisk. Drikkevarer og dessert kan tilkøbes.
Pris for foredrag og fællesmiddag i alt: 175 kr.
Tilmelding kræves og skal ske ved henvendelse på mail senest d. 26. maj til: kunst@munkeruphus.dk
Arrangementet er udsolgt.
Arrangementet afholdes i samarbejde med Copenhagen Architecture Festival, der i 2023 sætter livsformer og livet i centrum.