BACK TO NATURE
Søndag d. 29. juli kl. 14-15 fejrer vi, at Lisbeth Bank og Pernille Bøggild er færdige med deres udendørs værk-installation BACK TO NATURE, som de har arbejdet på i bunden af haven de seneste uger og som de udlåner til at bo på Munkeruphus det næste stykke tid.
Installationen opføres i forlængelse af kunstnerduoens udstilling 2 ANTENNER på Munkeruphus forår 2018 og genopstår som transformeret udgave af det anmelderroste værk BACK TO NATURE, som fik Sculpture by the Sea-prisen i Århus i 2015. Værket er blevet genskabt og tilpasset Munkeruphus’ have på en hemmelig placering ud mod vandet.
Find værket og hør kunstnerne fortælle om tankerne bag BACK TO NATURE, imens vi skåler for deres store arbejde og naturens diversitet.
Alle er velkomne og det er gratis at deltage!