Aktiviteter 2025
Børnene finder ind i kunsten og ud i naturen på Munkeruphus

Munkeruphus har et særligt fokus på formidling af vores udstillinger til børn, unge og familier – og i 2026 inviterer vi til endnu flere aktiviteter for både skoler, institutioner, familier og børn og unge i udsatte positioner.
Munkeruphus arbejder for at gøre kunsten relevant og tilgængelig for børn og unge, blandt andet gennem aktiviteter i naturen, hvor de bruger deres nysgerrighed, krop og sanser.
Med afsæt i husets historie som tidligere kunstnerhjem for hybridkunstneren Gunnar Aagaard Andersen og stedets rige natur har vi fokus på to områder:
Dels at være en kunsthal for samtidskunst, der producerer, formidler og underviser i skiftende udstillinger med kunst, arkitektur og design, dels at være et udendørs oplevelses- og læringsrum i den tilstødende Munkerup Strandpark.
Parken fungerer som et kunst- og naturlaboratorium, hvor familier og lokale skoleelever inddrages i workshops og undervisningsforløb, hvor de møder kunsten på Munkeruphus og arbejder sammen Munkeruphus’ kunst- og naturformidlere.
I 2025 har vi etableret Laboratoriet for bæredygtig kunst på Munkeruphus. Det har betydning for den måde vi arbejder på som kunsthal og også for vores aktiviteter for børn og unge. Læs mere om laboratoriet her
Forvandlinger og forestillinger
I år har børn fra lokale børnehaver og grundskoler deltaget i undervisningsforløbet ’Hvad nu, hvis jeg var en tudse?’, som tog afsæt i årets første udstilling DRONNINGENS KLØFT med den svenske kunstner Ingela Ihrman. Børnene prøvede at sætte sig i både kunstnerens og naturens sted og fik bl.a. tudsevorter og bevægede sig rundt i skovbunden på tudsefødder.

Grøn Uge i Gribskov Kommune blev skudt i gang på Munkeruphus sammen med børn fra Naturbørnehuset Annisse, som deltager i undervisningsforløbet: ’Hvad nu, hvis jeg var en tudse?’
Også til to familiedage i foråret forvandlede børnene sig til tudser og blev introduceret til udstillingen i børnehøjde. Sammen med deres familier forvandlede de desuden skovens og strandens materialer til
opfindsomme blåtryk, drak te af birkeblade med en enorm birkedronning i haven og byggede deres egne panfløjter af japansk pileurt.
Takket være støtte fra Nordea-fonden havde vi mulighed for at afholde yderligere to familiedage for særligt inviterede familier i samarbejde med den lokale Røde Kors-afdeling.
Hele udstillingsperioden kunne de, som gerne ville udforske Ingela Ihrmans værker og landskabet på egen hånd, benytte en lille familieguide, som inviterede børn og familier til at gå på opdagelse inde i udstillingen og ude i Munkerup Strandpark. Med guiden i hånden fik de inspiration til at kigge, tænke, tale og lugte sammen.
Ligesom sidste år var vi også en del af Grøn uge i Gribskov Kommune, der blev åbnet på Munkeruphus med besøg af borgmesteren.
Aktiviteterne udviklede vi bl.a. sammen med studerende fra Skovskolen, Københavns Universitet.

Billedskolen Gribskov flyttede igen ind på Munkeruphus tre dage i sommerferien 2025 og afholdt kunstfaglige workshops for børn og unge, inspireret af den svenske kunstner Ingela Ihrmans udstilling DRONNINGENS KLØFT.
Igen i år flyttede Billedskolen Gribskov ind i Munkeruphus’ væksthus, hvor de i tre dage i sommerferien holdt workshops, der denne gang tog afsæt i Ingela Ihrmans univers og hendes undersøgelse af menneskelighed, natur og krop.
Magi og bevægelse
Også i løbet af årets anden udstilling med kunst- og naturfotograf Kirsten Klein fik børn og unge mulighed for at træde ind i kunsten og ud naturen. I efterårsferien åbnede vi et camera obscura værksted, hvor man kunne få indsigt i magien bag fotografiapparatet, prøve at fotografere med et hjemmelavet hulkamera og selv fremkalde billederne i vores midlertidige mørkekammer.
Andre kastede sig ud i kunsten at danse og udtrykke sig gennem bevægelse sammen med dansekompagniet Next Zone.

Børn og familier blev introduceret til udstillingen DRONNINGENS KLØFT, drak te med birkedronningen i haven og byggede deres egne panfløjter til to åbne og to inviterede familiedage på Munkeruphus i foråret 2025. I efterårsferien introducerede dansekompagniet Next Zone børn og unge for forskellige genrer af streetdance.
Fællesskab og læring
Munkeruphus bygger didaktisk og pædagogisk på principper om fællesskab og læring, hvor krop og sanser bliver aktiveret gennem, håndværk, kunstworkshops, bevægelse og erfaring.
Vi arbejder ud fra følgende principper:
• Gennem kunsten arbejder vi med at forstå og kultivere et tættere forhold til naturen, og vi opholder os mest muligt i naturen omkring Munkeruphus.
• Vi inddrager krop, leg, sanser og kunstnerisk skabende og eksperimenterende arbejde inspireret af kunstneren, Gunnar Aagaard Andersen, der fra 1958-1982 boede på Munkeruphus.
• Vi bruger værtskab som faglighed og metode til at fjerne barrierer for deltagere med forskellige behov, livsvilkår, kroppe og blikke.
2026 program
Vi glæder os til at byde endnu flere børn, unge og familier velkommen på Munkeruphus til næste år.
I 2026 fordyber vi os igen i kunsten og naturen med udgangspunkt i udstillingen AF NATUR ER DET KOMMET. Vi inviterer til arrangementer og familieworkshops, der er åbne for alle interesserede, og vi inviterer til forløb og aktiviteter, som vi udvikler og afholder i samarbejde med bl.a. grundskoler i Gribskov Kommune, Gribskov Ungdomsskole og Røde Kors.
Sammen med børn og voksne skal vi bl.a. knytte bånd af brændenældefibre og lave blæk, pensler og papir af naturens materialer i Munkeruphus Strandpark.
Der vil i løbet af foråret blive afholdt en præsentation for lærere om udstillingen AF NATUR ER DET KOMMET og Laboratoriet for bæredygtig kunst, med henblik på at kunne bruge det i undervisnings forløb i skolerne. Hvis man ønsker at blive inviteret til mødet, så skriv til: kunstformidler@munkeruphus.dk
Vi glæder os til at se jer i 2026, når vi åbner dørene den 29. marts.
Tak til Gribskov Kommune og Nordea-fonden for det gode samarbejde.

Munkeruphus arbejder for at gøre kunsten relevant og tilgængelig for børn og unge, blandt andet gennem aktiviteter i naturen. Munkerup Strandpark fungerer som udendørs oplevelses- og læringsrum i samspil med udstillingerne inde i kunsthallen.
